HD

Artikel

Der er mange forskellige holdninger til arvelighed, når vi taler om Hofteledsdysplasi (HD).

Nogle af de gængse holdninger, jeg selv er stødt på i hundeverdenen:

  • Vægt har betydning for udviklingen af HD!
  • Motion og størrelse på kuldet!
  • Selv om vi kun vælger A, B og C hofter i opdræt, så er der stadig hunde med HD, så er det jo ikke arveligt!
  • Miljøet er 70 % og arv kun 30 %!

Men hvor kommer disse holdninger fra?

Flere racer har som del af deres opdræt en udvælgelse af netop A og B hofter, indenfor deres race, som værende optimalt, og C hofter, hvis avlspartneren har A og B. Jeg forstår godt at mange er skeptiske, når man jo har foretaget en udvælgelse gennem flere år, og der alligevel ses en stor procent af HD hos hunde. Lige som det faktum, at hvis hundene ikke ligger rigtigt, når de skal røntgen fotograferes, kan det have betydning for kvaliteten og dermed bedømmelsen. Det bliver ikke nemmere, når den kliniske diagnosticering, har en vis usikkerhed indbygget!

Som ny opdrætter har jeg sat mig for at læse mest muligt om emnet. Ikke for at være hellig, eller bedre, men fordi en undren har udmøntet sig til en reel nysgerrighed, og et ønske om at forstå hvorfor, der stadigvæk forekommer megen HD blandt nogle racer! At min egen hund fik konstateret HD grad D på begge hofter, til trods for at begge forældre lå med de optimale hofte scorer A og B, har nok ikke gjort min nysgerrighed mindre. De opdrættere der har avlet min hund har gjort alt efter bogen, og alligevel skal jeg som hundeejer, fortælle dem om diagnosen af HD hos en af deres hvalpe, hvilket jo berører alle.

Selv har jeg haft mange tanker om min dejlige hunds livsvilkår. Kan jeg nu tilbyde den et godt og langt hundeliv? eller vil hun vokse op og få så mange smerter, at jeg alt for tidligt skal foretage den hårde beslutning, som det er, når man skal tage afsked med sin hund? Skal jeg skåne hende, eller lade hende lege med andre? Dette er nogle af de tanker der har været i mit hoved siden diagnosen.

Nogle hunde lever et langt liv med HD, men det betyder desværre ikke, at der er sikkerhed for at lige netop min hund, også lever længe. Derfor blev det vigtigt for mig at forstå, hvorfor? Jeg begyndte at læse forskningsartikler fra England og USA.

Usikkerheden i røntgen fotograferingen!

Nyere forskning som involverer PennHIP (en forkortelse af Pennsylvania Hip Improvement Program) konkludere at ”arveligheden af ledslaphed er helt oppe på 60 %, mens arveligheden af HD vurderet efter den nuværende metode kun ligger på 20 %.” (Kilde: Centerdyreklinik.dk i Viborg omkring PennHIP) I denne forskning stiller den amerikanske forsker spørgsmålstegn til selve undersøgelsen af HD, som den bliver foretaget i Danmark. Han mener resultatet bliver bedre, når man strækker bagbenene tilbage, og derfor skjuler eventuel arvelighed hos forældre dyrene.

En almindelig opdrætter er ikke kvalificeret til at gennemskue denne påstand, som meget vel kan være rigtig, men ikke nødvendigvis er det!

Jeg vil lade forskerne fortsætte med at diskutere metoden, og nøjes med at se på de metoder der er anerkendte i DKK. Forhåbentlig ender forskerne med at blive enige en dag.

Ældre forskning

Jeg har søgt efter ældre forskning på området, for at finde kausale sammenhænge (årsagssammenhænge) i udviklingen af HD, til trods for vores bestræbelser på at udvælge egnede avlsdyr. Her falder jeg over en ældre undersøgelse, som jeg med denne artikel gerne vil dele med jer.

En undersøgelse af 2,404 German Shepherd, født på et militært træningscenter for hunde, i Sverige. Undersøgelsen blev foretaget over flere år i 60’erne og 70’erne, og knytter an til udviklingen af hofteledsdysplasi hos hunde, med den kliniske diagnosticering af HD. På centret valgte de at røntgenfotografere alle hunde, da de var 15 måneder. Hunden der ikke har HD bliver kategoriseret som normal, hvor de fordeler HD graderne fra I-IV. Undersøgelsen er foretaget af Å. Hedhammar, DVM, MS, PhD; S.E. Olsson, DVM, PhD, MD, DrSchc; S.Å. Andersson; L. Persson, DVM, PhD; L. Pettersson, DVM; A. Olausson, MS; P.E. Sundgren, PhD, og har resulteret i en artikel skrevet til ”Journal of the American Veterinary Medical Association”.

Artiklen er skrevet på engelsk. Gengivelser vil dog være oversat til dansk. Derfor opfordres de af jer, der er blevet nysgerrige, som jeg, selv at anskaffe den originale artikel. Både fordi jeg ikke inddrager alt fra artiklen, men også fordi noget kan gå tabt i en oversættelse.

De data der danner baggrund for forskningen, er foretaget ud fra de 401 kuld (2404 hunde) født på centeret fra 1965 og op gennem 1973. Fra 1973 foretager centret en ændring i udvælgelsen af avlsdyr, hvilket får stor betydning for den efterfølgende HD score hos afkommet. Det er denne del jeg personligt, selv synes er mest interessant, og som jeg mener, er relevant for yderligere diskussion. Først vil denne artikel dementere nogle af de holdninger, som mange har til HD, i forhold til arv og miljø. Dernæst ser artiklen nærmere på udvælgelse af avlsdyr og udvikling af HD.

Miljø og HD

Indledningsvis beskrev jeg nogle af de holdninger, jeg selv har hørt, når samtalen berørte emnet arv, miljø og HD. Det er derfor meget interessant at fremhæve netop nogle miljøpåvirkninger der gennem tiderne er blevet diskuteret.

I den ældre undersøgelse fra Sverige sammenlignes hyppighed af HD, med vægten hos hvalpen, når hvalpen er 60 dage gammel. Det vil sige at alle hvalpe er vejet og senere benyttes denne vægt i forhold til, om de hunde der vejer meget, også er dem der senere udvikler HD. (Kilde: Å. Hedhammar, DVM, MS, PhD; S.E. Olsson, DVM, PhD, MD, DrSchc; S.Å. Andersson; L. Persson, DVM, PhD; L. Pettersson, DVM; A. Olausson, MS; P.E. Sundgren, PhD: 1014)

Den ældre undersøgelse fra Sverige konkluderer, at der ikke forefindes en signifikant sammenhæng mellem vægt, når hvalpen er 60 dage gammel, og den senere udvikling af HD. Undersøgelsen kommer også frem til at der ikke er sammenhæng mellem udvikling af HD og størrelsen på kuldet (Ibid: 1015). Det vil sige at man ikke kan udvælge den mindste hvalp, i den tro at den ikke udvikler HD.

Selv om ovenstående lægger op til at der ikke er den store miljømæssige påvirkning i udviklingen, så viser nyere forskning ved Randi L. Krontveit fra Norges Veterinærhøjskole, dog at der kan være en miljømæssig påvirkning.(Kilde: Videnskab.dk)

Krontveit har undersøgt 500 hunde af fire forskellige racer, hvor ejere og dyrlæger har udfyldt et spørgeskema. De 500 dyr der er med i studiet, mener jeg dog ikke er nok, til at konkludere den miljømæssige påvirkning, men studiet er interessant og åbner op for yderligere undersøgelser, som jeg hilser velkommen i fremtiden. Til trods for at jeg stiller spørgsmålstegn til hvorvidt man kan konkludere på baggrund af dette studie, så vælger jeg alligevel at fremhæve de tendenser, der fremkommer i undersøgelsen. Der er en vis enighed omkring vækst og vægt i mellem de to meget forskellige undersøgelser foretaget med flere års mellemrum. Begge konkluderer, at der ikke er sammenhæng mellem vækst og vægt i forhold til disponering af HD. (Videnskab.dk)

Det udelukker desværre ikke betydningen af, hvor høj vægt har, i forhold til hvor stor grad af gener en hund får, hvis den først er disponeret for HD.

Denne nye undersøgelse kommer også frem til: hvad vi som opdrættere og ejere skal være opmærksomme på i forhold til miljøpåvirkninger, der kan reducerer forekomsten af HD. Her ses en tendens til at der forekomsten af HD reduceres, når

  • Hvalpe er født forår og sommer.
  • Opdrætter bor på en gård, eller et landbrug.
  • Den daglige motion for en hvalp over 8 uger, sker i moderat ujævnt terræn

Hvorimod daglig brug af trapper ifølge denne undersøgelse øger forekomsten af HD. (Videnskab.dk)

Ovennævnte kan jeg desværre ikke få til at passe med min egen tæves udvikling af HD. Måske det passer for nogle, men det forklarer ikke hvorfor min hund har udviklet HD.

Så blikket vendes atter mod den svenske undersøgelse. Op til 1973 udvalgte man egnede avlsdyr som vi stadigvæk gør det i 2014. Nemlig ud fra forældrenes røntgen status.

Anstrengelser for at reducere hyppigheden af HD blandt forskellige racer af hunde, har enten været en falliterklæring eller en moderat succes. Stor nedgang i hyppighed har kun været registreret i en lille del, som har haft en meget stram udvælgelse i forhold til avlsdyr (Kilde: Å. Hedhammar, DVM, MS, PhD; S.E. Olsson, DVM, PhD, MD, DrSchc; S.Å. Andersson; L. Persson, DVM, PhD; L. Pettersson, DVM; A. Olausson, MS; P.E. Sundgren, PhD. Page 1012).

Nogle racer har til stadighed problemer med HD, og der er stadigvæk forvirring blandt opdrættere og dyrlæger, om, hvordan man skal forholde sig til problemet.

Ændring i udvælgelsen af avlsdyr

Undersøgelsen har set på hyppigheden af HD, ved at vælge ud fra forældrenes score, op til 1973, hvorefter de i undersøgelsen strammede udvælgelsen op. Herefter sammenlignede de resultatet på de 2,404 hunde født fra 1965-1967, 1968-1970, 1971-1973, med 347 født i 1975, ud fra en strammere udvælgelse af avls hunde. (Kilde: Å. Hedhammar, DVM, MS, PhD; S.E. Olsson, DVM, PhD, MD, DrSchc; S.Å. Andersson; L. Persson, DVM, PhD; L. Pettersson, DVM; A. Olausson, MS; P.E. Sundgren, PhD: 1015)

Effekten af hyppigheden af HD ændrede sig ved at ændre udvælgelsen af avls hundene, og benytte de kendte resultater, der var registreret op til 1973.

Da data i 1974 og 1975 kunne stilles til rådighed, blev det besluttet at skærpe kriterierne for udvælgelsen af avls hunde på centret. Hvis muligt, blev kun hunde med normal score og hunde hvor begge forældre, samt det meste af forældrenes kuldsøskende, som også havde normale score, udvalgt til avl. En hanhund blev ikke brugt, før røntgen af hans første kuld, var kendt og accepteret. I 1976 og 1977 kunne man se effekten af denne politik. De 347 hunde der blev født i centret i 1975, blev der ved røntgen kun konstateret 96 hunde (28 %) med HD. Hyppigheden af HD grade II til IV var så lav som 15 % (tabel 9)

Resultaterne af den svenske undersøgelse bidrager til tidligere forskning, og konkluderer, at HD hos hunde er en arvelig sygdom af kvantitativ karakter (Ibid: 1015).

Undersøgelsen har fundet en arvelighed så høj som 0.4 til 0.5 i en vel-diffineret population af hunde, hvilket burde være overbevisende nok for mange af os opdrættere. Når man avler på hunde, hvor deres forældre, forældrenes søskende, eller søskende til avlshunden, har fået konstateret HD, øges risikoen for udviklingen af HD betydeligt.

Selv lidt HD (grad I) i en eller begge forældre til avlshunden, påvirker risikoen for HD hos afkommet. Det blev påvist i den ældre svenske undersøgelse, at der var betydelig lavere grad af HD i afkommet, hvor avls hundens forældre har normal score. Undersøgelsen konkluderer at den store variation af forekomsten af HD hos afkommet af hunde med normal score, mest sandsynligt kan forklares ud fra røntgen score af hundenes forældre og søskende (Ibid: 1015).

Tankevækkende er det, når man kan gå fra en forekomst af HD tilfælde på 50 % i 1970, til 28 % i 1975, og hvor hyppigheden af graden II til IV blev reduceret fra 32 % til 15 %.

Dette beviser at en konsekvens i udvælgelsen for gode hofte score i både avls hunde, forældre og søskende, knyttet an til den svenske undersøgelse, reducerede fremkomsten af HD og graden dramatisk, og det over en meget kort periode af tid, fra 1973-1975.

Derfor anbefaler forfatterne til undersøgelsen også at opdrættere der er bekymret over HD, vælger deres avls hunde med normal score, og hvis muligt, også at have dokumenteret baggrundsoplysninger af normal score hos forældre dyr, bedsteforældre og søskende. (Ibid: 1016)

Det samme gør sig gældende for Orthopedic Foundation For Animals, som har samme opfattelse, men de mener dog at man ikke må ignorerer en hund med en fair hofteleds evaluering, hvor hunden ligger indenfor ”normal” grænse; En hund med en fair grad, men med en stærk genetisk baggrund og over 75 % af hundens brødre og søstre, med normal, kan være en god avls hund. Hvor en hund med fantastiske hofter, men med en dårlig genetisk baggrund og mindre end 75 % af brødre og søstre med en god score, kan være en dårlig avls hund. (http://www.offa.org)

Så selv om der i den nyere forskning ses en tendens til at miljø måske kan reducere udviklingen af HD, så har den ældre svenske forskning påvist, at HD er arveligt, og måske i større grad end mange ved. Det vil være en drøm for mange opdrættere og fremtidige hundeejere, hvis man gennem grundigt avlsarbejde kan reducere så meget i en race, at HD kun dukker sporadisk op i enkelte hunde.

Kilder:

Tidsskriftkopi af:

– Journal of the American Veterinary Medical Association

Hedhammar A, Olsson SE, Andersson SA, Persson L, Pettersson L, Olausson A, Sundgren PE Canine hip dysplasia: study of heritability in 401 litters of German Shepherd dogs.(PMID:570968) 1979 174(9):1012−1016

– Orthopedic Foundation For Animals – www.offa.org/hd_guidelines.html

– Center Dyreklinik Viborg – http://www.centerdyreklinik.dk/page.asp?page_id=43

– Videnskab.dk – http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-undgar-hunde-hofteledsdysplasi