Du læser det her fordi du er interesseret i at vide mere om mig, den Finske Lapphund og sygdomme.
Jeg har under avl og etik skrevet lidt, men ved der er nogle opdrættere der bliver ved med at fremhæve at udstilling er det eneste der kan sørge for at en hund holder racestandarden. Sådan er det sikkert for nogen, men tænker at alle med lidt selv kritik og som opdrætter vores race har sat sig ind i racestandarden. De ved præcis hvad der kan forbedres. Ingen hunde er perfekte. Heller ikke de hunde der vinder meget på udstillinger.
Jeg har ikke noget imod udstillinger, og tager også afsted en gang imellem, men jeg bruger ikke en masse weekender på at tage på udstilling. Det er der flere grunde til. For det første synes jeg ikke om miljøet for vores hunde. En ung hanhund der bliver tvunget til at præstere i ringen ved siden af flere højløbske tæver er for mig dyremishandling. Jeg træner også mine hanner til at være tæt på løbetidstæver, men hr. og fru Danmark har ikke tæver sammen med dem i dagligdagen, hvilket betyder de reagere meget voldsomt på det. Så at stille med en hormonbefængt ung han kan være direkte håbløst og sladder i opdrætter kredse hjælper desværre ikke på det. Så at give en hormonbefængt han et prædikat at han ikke har et godt sind, når man tænker miljøet, så kan jeg godt blive en smule træt. Jeg har set hanner og tæver der er blevet champs på udstillinger, som jeg personligt ikke vil bruge i avl, så det ene er altså ikke bedre end det andet.
Er man afsted på udstillinger fordi man elsker det, er det jo fantastisk, men er det den eneste måde at vurdere en hunds sind og anatomiske fremtoning, nej det er det ikke. Der findes mange måder at vurdere en hund. Den vigtigste i mine øjne som opdrætter er selvkritik. Se på dine hunde og vær kritisk.
Alle sælger familiehunde, ellers ville man i kontrakten krydse avlshunde feltet af, hvilket også betyder man har udvidet rettigheder hvis nu hunden ikke lever op til at blive avlshund. Dette både, sundhed, eksteriør og sind. Ingen opdrætter sælger avlshunde. Alle krydser af i feltet familiehunde. Selvfølgelig skal vi som opdrættere være vores arbejde voksent og sørge for at købere de får en racetypisk hund. Sådan er det med alle racer. Men det vigtigste er at en hund fungere i en dagligdag og at vi opdrættere altid gør vores bedste for at forbedre racen og de svagheder man støder på. Uanset om man har en udstillingshund og elsker den del, eller om man vælger at vurdere sine hunde på anden måde.
Som skrevet har jeg som udgangspunkt intet imod udstillinger, men som jeg skrev så bruger jeg ikke min tid med det. Jeg har valgt istedet at uddanne mig i hundes anatomi og bevægelse. Det bruger jeg til at vurdere om mine hunde lever op til deres racetypiske ophav. Og kan nogle gange godt ryste lidt på hovedet af de kritikker jeg læser. Det er sjovt som nogle udtryk er styrende for vurdering af en hund.
Igen så er der virkelig også rigtig fine hunde med på en udstilling. De bliver vurderet og sat ind på hundeweb, hvilket jo betyder at det er nemmere for andre at følge med. Det er jo rigtig fint.
Det sker ikke med den måde jeg vurdere mine hunde på. Og dem der vinder en del, vil jo også blive brugt mest fordi de har udstillingerne som vindue. Det er super fint for dem, men jeg går ikke efter dem der bliver brugt mest. Så for mig har det jo ingen betydning. Jeg vælger altid den hund der kan komplementere min tæve bedst muligt. Uanset titler og udstillinger. Jeg vil faktisk helst selv vurdere hannerne til mine tæver.
To hunde der har vundet en del på udstillinger kan også lave ikke perfekte hvalpe, så giver ikke helt mening med nogle af de argumenter der florere i udstillingsverden.
Så kære kommende hunde ejer. Find en opdrætter i har tillid til og vi kan alle lave fejl. Selv har jeg aldrig en masse kuld på en gang. Jeg foretrækker altid at have tid til miljøtræning. Og betyder det at tage på en udstilling engang imellem, så sker det også. Jeg mener dog ikke at fordi man ikke har udstillet sine hunde, så er de ikke gode nok til at indgå i avl. Den del skal jeg nok selv vurdere 🙂
